Anitta Jonas

Billedkunstner 

Med mine malerier ønsker jeg at udtrykke stemninger og følelser. Jeg maler fra hjertet og ud fra alle de indtryk, jeg får i min dagligdag.Jeg maler mest abstrakt, men gennem de senere år må jeg konstatere, at flere og flere figurer og mennesker sniger sig ind i
malerierne. Jeg planlægger sjældent, hvordan jeg ønsker det færdige resultat skal se ud. Jegarbejder mig frem, og er jeg i gang med et maleri, tager jeg det tit med ind i stuen efterendt arbejdsdag i atelieret. Når blikket vandrer over maleriet, ser jeg pludselig et mønster eller en person, og så ved jeg, hvor jeg skal hen.

Jeg holder især af de nedtonede farver og bruger dem gerne. Jeg arbejder med akrylfarver af den simple grund, at de tørrer hurtigere – jeg er et utålmodigt gemyt. Jeg tager udgangspunkt i 2-3 farver og arbejder for det meste vådt i vådt. Igennem det sidste års tid har jeg brugt meget kul, kridt og grafit i mine malerier, og jeg elsker den effekt det har. Nogle gange tegner jeg på lærredet først – andre gange maler jeg først. Jeg bruger alskens remedier i min kunst; spartler, pensler,svampe og vandforstøver. Jeg er vild med det lidt rå look, og med at farverne spiller sammen. Ofte maler jeg i serier, men det sker også, at jeg pludselig får en idé, der intet har med den nuværende serie at gøre, og så skal den jo også lige forløses.

Hvad maleriet betyder for mig? ALTING!
Jeg forstår ikke selv, hvordan jeg nogensinde har kunnet leve uden. At arbejde i mit atelier er vidunderligt! Jeg forlader denne verden og går ind i mit eget fantastiske univers, hvor jeg kan boltre mig og glemme tid og sted. Det er et helle og et sted, jeg tanker energi. Jeg behøver ikke stå i atelieret – jeg kan male hvorsomhelst. Stik mig en pensel, noget maling og et lærred, og jeg glider helt
automatisk ind i min verden og lader mig ikke forstyrre af noget. Jeg elsker at male, det betyder uendeligt meget for mig. Skabelsesprocessen er vidunderlig, det er min PASSION- og lige så stor er glæden, når jeg oplever, at jeg berører andre med min kunst. Når jeg har solgt et maleri, og mine kunder skriver til mig, at de er lykkelige for det, føler jeg mig meget privilegeret.

Jeg maler mest af alt, fordi jeg slet ikke kan lade være!